fbpx

Seniorliv og senkarriere

Har du styr på dit seniorliv og senkarriere?

Har du overvejet hvad du skal være når du bliver stor? Eller rettere – har du overvejet hvad du ønsker at dit seniorliv og din eventuelle senkarriere skal indeholde?

De nye seniorer, ja vi ser ikke sig selv som gamle på samme måde som man nok gjorde tidligere. Og det gør samfundet heller ikke. Så mange af os ender med at være noget mere aktive seniore end f.eks. vores forældres generation.

I dag er det nok de færreste, der vil undre sig over hvis jeg som 56 årig begynder at løbe på rulleskøjter. Havde det været min mor, var hun sikkert bliver indlagt på den lukkede 😉

Livet fortsætter efter de 60 år og mange af os er ved godt helbred, er veluddannede, har mod på at leve livet og vil gerne have en blidere overgang fra vores aktive arbejdsliv til den berømte 3. alder.

kvinde ved skrivebord
Seniorliv og senkarriere er 2 forholdsvis nye begreber i mit liv

Senkarriere

Forleden læste jeg med hos Abelone Glan, der havde en post på sin Instagram profil om senkarriere

Senkarriere – smag lige på det ord  – for det tror jeg vi kommer til at høre meget mere til over de næste år. Og jeg erklærer mig stor fan af ordet lige på stedet. Der er dømt erfaring, overblik, viden og ro i et hug.

50 og 60 plus er det nye sort, for vi har stadig masser af power, erfaring, energi, er aktive og har masser af god karma at byde ind med. Livserfaring er bestemt en kompetence, der ikke skal undervurderes.

En anden fordel ved at blive ældre er også, at vores skidt/pyt muskel er mere veludviklet. Vi tager det hele lidt mere oppefra og ned og lader os ikke slå ud, hvis tingene ikke lige lykkes 100%.

Segmentet 50, 60 og 70 plus vokser og os, der defineres som ’modne’, er en skøn og broget flok, der er aktive og glade for livet. Vi lever som sagt længere, vores helbred er generelt bedre og mange af os har også en rimelig god økonomi.

Vi nyder simpelthen vores liv og får det bedste ud af det – med de småskavanker vi måtte have. Og vi venter gerne med at indløse billet til pensionistlivet på fuld tid lidt endnu. Vi er senagere – altså senior teenagers!

Antallet af seniorer over 55 år, der starter op som iværksættere er næsten fordoblet over de sidste 10 år ifølge den faglige organisation Virksom. I 2009 var der 1.374 seniorer, der startede op og det tal var i 2019 steget til 2.654.

Så det grå guld starter virksomheder op i stor stil og den markante udvikling i seniorselvstændige hænger egentlig meget godt sammen med, at tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet er stigende.

Hvad vil du gerne lave og hvad vil du lave om?

Mange af os vil rigtig gerne, hvis helbredet er til det, bevare vores tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er rart, at der er nogen der har brug for os.

Til gengæld vil vi gerne have større fleksibilitet og sikkert også arbejde færre timer end da vi havde en decideret aktiv erhvervskarriere. Det er noget med at skrue ned for tid og op for arbejdsglæde. Sådan har jeg det i hvert fald.

Mange af os vælger måske også at skifte karriere, når vi tager hul på en senkarriere. Der er måske en interesse, der har ligget og luret, men som nu tager over. Eller vi bruger vores tid på samfundsengagement og frivilligt arbejde.

Og a pro po at skifte karriere, så fandt jeg denne her artikel ‘På skolebænken igen‘ hos Ældresagen om Lene, der som 55 årig har kastet sig i krig med sygeplejestudiet. Måske den kan sætte tanker i gang og inspirere dig.

Sabbatår og ‘nyt’ job

Da jeg blev fyret for et par år siden, besluttede jeg mig for at det skulle være noget af det bedste der var sket i mit liv. Nu havde jeg luret hvad ’vej vinden blæste’ og det gjorde det helt sikkert lettere for mig at være i fyringen. Jeg valgte simpelthen, at se det som en mulighed for at genopfinde mig selv og prøve nogle af mine mere kreative sider af.

Og den gule post-it seddel, som jeg skrev aftenen før min fyring

Fra nu af skal det være sjovt

Ja den hænger stadigvæk på vores køleskab og fungerer som mit mantra til at holde snuden i sporet.

Den her seddel satte jeg på køleskabet d. 30. juni 2020: Fra nu af skal det være sjovt
Den her seddel satte jeg på køleskabet d. 30. juni: Fra nu af skal det være sjovt

Efter min fyring tog jeg et kursus i at finde mine kerneværdier og min arbejdsglæde for at komme videre i min egen udviklingsproces. Vil du se hvilke kerneværdier jeg fandt frem til, så kan du læse med i indlægget ‘At finde mine kernværdier

Jeg holdt mit første, skal vi kalde det, sabbatår som 55 årig – det kan klart anbefales, hvis du har mulighed for det! Så derfor har jeg snuppet endnu et sabbatår.

Mit seniorliv og senkarriere

Så nu står den på freelancerjobs og så nyder jeg at der er tid og overskud til at udfolde mine kreative sider som influencer.

Skal jeg være ærlig, så havde jeg nok ikke lige set komme som 40 årig, at jeg nogle år senere skulle optage mig selv på mobilkamera, mens jeg står ’hopper og danser’ foran kameraet. Men sådan blev det, og jeg synes det er megasjovt.

Min senkarriere aka mit influencer liv har budt på nye bekendtskaber, nye fællesskaber, nye udfordringer og masser af ny læring.

Og så håber jeg, at jeg kan være med til at inspirere en masser af mine 50 plus medsøstre og medbrødre (er der egentlig noget der hedder medbrødre?) til ikke at lade jer sætte i bås, bare fordi dåbsattesten siger 50, 60 eller 70 plus, men i stedet forfølge en drøm.

Om det så er ageinfluencer vejen jeg selv skal på sigt, ja det må tiden vise. Jeg er i hvert fald meget åben for at jeg lige pludselig kan rammes af et andet ’klarsyn’.

Til- og fravalg

Faktisk har Mads og jeg i en del år talt om, at vi gik pension, når jeg blev 60 år – medmindre vi altså på det tidspunkt lavede noget som vi synes var sjovt.

Det arbejder vi på – med de til- og fravalg, som det kræver. Nogle fra- og tilvalg er nemme og andre kræver lidt mere mod eller is i maven. Men vi gør det, fordi det fra nu skal være sjovt.

Så har du muligheden for at gøre det, så giv det et skud lyder rådet herfra. Når en dør lukkes, åbner der sig gerne en anden og/eller ny dør; det handler bare om at finde håndtaget.

’Just do it’

Har du overvejet hvordan dit seniorliv skal indeholde? Eller har du overvejet at skulle have en senkarriere?

kvinde holder mobiltelefon
En del af mit seniorliv og min senkarriere inkluderer selfies
Har du styr på dit humør?

Farvelæg dit humør

Nogle dage er gode og andre er ikke. Vi tracker vores skridt, søvn, hjerterytme og fysiske udfoldelser, men har du egentlig styr på dit humør?

Med en humørtracker kan du få et overblik over dit humør og finde et mønster i hvornår du f.eks. er glad, ked af det, eftertænksom eller stresset.

Udfyld formlen herunder og få adgang til min humørtracker, der hjælper dig med at blive mere bevidst om dit humør og hvad der påvirker det.

Når du modtager min humørtracker, tilmelder du dig samtidig mit nyhedsbrev The Harbour Girl Inside Look og accepterer, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

4 Comments

  1. 26/04/2022 / 12:27

    Spændende læsning! Jeg bliver 65 i år og har været næsten 30 år på samme arbejdsplads i samme job (sekretær/sprog/adm.), og jeg har haft det godt hele vejen igennem. Det er flere år siden, jeg valgte at blive her til folkepensionsalderen (der jo så lige blev udskudt et par år af politikerne). Undervejs er jeg gået et par timer ned i tid om ugen, og nu er jeg begyndt at se frem til at skulle holde fri hele tiden. Det bliver nok mere tid sammen med børnebørnene, flere udflugter med min søde mand, mere motion, mere strik, mere læsning, mere italienskundervisning … og hvis der er tid til overs, vil jeg se, om der kommer noget forbi, jeg skal kaste mig over. Jeg glæder mig til, at jeg ikke skal sætte et tidsrum af til hver ting, men kan bruge en hel dag på det, hvis det er det, der er nødvendigt.

    • 28/04/2022 / 13:19

      Hej Conny

      Tak fordi du deler din historie og fantastisk at du har været næsten 30 år samme sted. Tænker ikke der er så mange af de unge, der starter på arbejdsmarkedet i dag, der kommer til at opleve det. Og dejligt at du har kunnet gå lidt ned i tid og dermed vænne dig til tanken om at pensionistlivet venter der ude et eller andet sted.

      Det lyder da til at du har en god plan for hvordan du vil bruge din tid; nemlig på det der er vigtigt for dig. Og ja, det der med ikke at skulle hænge i en klokkestreng og tidsplaner er også det jeg nyder med mine sabbatår, som jeg kalder det.

      For så bliver det nemlig lysten, der driver værket.

      Kh
      Louise

  2. Anne-Mette Vestergaard
    12/04/2022 / 19:20

    Kloge ord, der også maner til eftertænksomhed 💚 tak for det 🥰

    • 13/04/2022 / 08:52

      VelbeKomme Anne-Mette og kun dejligt når vi kan inspirere hinanden og hjælpe med at sætte fokus på et vigtigt emne🙏🏻🥰

      Kh
      Louise