Sidste feriedag og det betyder, at hverdagen ‘truer’ på godt og ondt fra i morgen. Yoga tasken er pakket og glæder mig til at komme ind i en fast rutine med yoga mandag eftermiddag igen.
Planen var egentlig at jeg ville lave noget yoga i min ferie. Det blev desværre til for lidt 😉 Sådan er det bare en gang i mellem og så fik jeg styr på nogle andre ting. Mads og jeg havde en god første ferieuge på vores tur til Den Haag og Hannover. Vi fik slappet af, gået en masse km og så havde vi mange og gode snakke om livet og fremtiden.
Mads har nemlig taget en frivillig break og er i gang med at finde ud af hvad han vil jobmæssigt fremover. Og jeg er i fuld gang med at øve mig i at mærke efter hvad der skal fylde og ikke fylde i mit liv.
Og det kom der mange gode snakke ud af både på vores køretur og i regnvejr under en parasol på Scheveningen strand over en Aperol Spritz. Vi er blevet ret gode til at sætte ord på! Så man kan sige, at der har været flere ord end yoga i min ferie.
Sidste ferieuge
Den sidste ferieuge har vi holdt hjemme i Odense. Og det er blevet til et par kortere yoga seanser for mig og vi har fortsat de gode takter med at få tilbagelagt en masse skridt. Og Mads har været ekstra sej og snuppet et par cykelture også. Og på sundhedsfronten har vi igen fået gang i at lave frugt- og grøntsagsjuice selv. Og selvom der er lidt arbejde i det, så smager det sgu godt.
Ellers har ugen budt på besøg af nogle af vores bedste venner onsdag aften. Torsdag blev det meste af dagen brugt på indkøb af ny opvaskemaskine, da den gamle stod helt af onsdag aften. STØN!
HCA Festival og kakkelbord
Fredag var der dømt hygge og HCA Festivals. Vi cyklede op i city fredag sidst på formiddagen. Vi gik rundt midtbyen for at se en del af de aktiviteter, der var som følge af HCA Festivalen.
Frokosten blev indtaget på Froggys; de serverer en ret god pariserbøf skal jeg hilse og sige! Og dejligt med middagslur, når man har fået øl til sin frokost. Yeps, så gamle er vi nemlig blevet 😉
Sidst på fredagen tog vi op i byen igen for at opleve mere festival. Vi startede med et glas rose på S’vineriet i Klaregade – og jeg er helt vild med deres kakkelborde! Herefter gik turen lidt rundt i byen og vi endte med at spise aftensmad på Italiano. Kom der en del i mine unge dage i Odense, men har ikke været der i mange år. Det bliver der lavet om på nu, for de serverer god mad stadig væk 🙂
Efter lidt frem og tilbage endte vi i Domkirken til “natkirke“. Og her holdt Kathrine Lilleør foredrag i anledningen af HCA Festivalen. Så det snuppede vi lige første halvdel af – inden vi konstaterede at vi var for trætte til at blive oppe i byen og se lysshowet på Flakhaven.
Cykelturen hjem over Byens Bro bød på den flotteste solnedgang. Og så var der ellers dømt godnatdrink på terrassen!
Vi elsker simpelthen at sidde på vores terrasse og kigge på vandet og livet i og omkring Odense havn. Det sparer os for mange psykolog samtaler 😉
Yoga tasken er pakket
Yoga tasken er pakket og fra i morgen står den igen på søde kollegaer og yoga mandag eftermiddag. Og det er nu ikke så skidt endda for at sige det på jysk 😉
Nogle dage er gode og andre er ikke. Vi tracker vores skridt, søvn, hjerterytme og fysiske udfoldelser, men har du egentlig styr på dit humør?
Med en humørtracker kan du få et overblik over dit humør og finde et mønster i hvornår du f.eks. er glad, ked af det, eftertænksom eller stresset.
Udfyld formlen herunder og få adgang til min humørtracker, der hjælper dig med at blive mere bevidst om dit humør og hvad der påvirker det.
Når du modtager min humørtracker, tilmelder du dig samtidig mit nyhedsbrev The Harbour Girl Inside Look og accepterer, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.