fbpx

Lise gik med sin kunstnerdrøm

Jeg har lært Lise Legarth at kende gennem Instagram. Lise og jeg havde fulgt hinanden et halv års tid, da vi mødtes første gang in real life sidste sommer her i Odense.

På mit første møde med Lise blev jeg utrolig fascineret af hendes historie. Og at Lise i en sen alder havde genopfundet sig selv og var i gang med at søsætte sin drøm om at være kunstner.

I august udstiller Lise en del af sine billeder i Kunstbygningen Filosoffen og i den anledning har Lise og jeg haft en snak om hendes liv og hendes spændende senkarriere som kunstmaler. Du kan se flere af Lises malerier på Legarht.dk.

Læs Lises historie og lad dig inspirere!

kvinde maleri glade farver
Lise viser et af sine flotte og farverige malerier frem

Lise gik med sin drøm og blev kunstmaler

Lise vil du ikke starte med at fortælle læserne hvem du er?

Mit navn er Lise Legarth. I snart 49 år har jeg været gift med Johan. Vi har tre voksne børn fordelt over hele jordkloden. Dertil 6 børnebørn i alderen 4 – 22 år.

Jeg er opvokset i en lille landsby på Norddjursland. Min far var selvstændig købmand. Mine legekammerater var drenge – præstens drenge. Dem var der fire af. En af dem blev jeg gift med, da jeg var 19 år. Der var mere gang i drengenes lege.

Dukker har aldrig interesseret mig. Men hulebyggeri og knallertkørsel – så var jeg med. Fra barnsben har jeg været nysgerrig i betydningen interesseret i at lære, at opdage, at udvikle og finde på.

Jeg er den yngste af fire søskende. Sammen med min ældste bror skrev jeg for år tilbage en erindringsbog om vores barndom.

terrasse staffeli kvinde malerier
Lise er i gang med at male på sin terrasse

Maleriet er jo din senkarriere – Hvad er din oprindelige baggrund?

Mit erhvervsforløb har været atypisk. Oprindelig ville jeg have uddannet mig til ergoterapeut, men forskellige praktiske forhindringer kom i vejen. Jeg blev mor første gang som 22 årig og igen 2 år efter. Da pigerne var små, valgte vi, at de skulle i deltidspasning. I de år arbejdede jeg kun 22 t/ugt som ufaglært i en ergo-/fysioterapi.

Senere blev jeg uddannet beskæftigelsesvejleder og netværker fra Kulturambulancen i Aarhus. Det ene job har ført til det andet. Jeg sluttede mit 40 år lange arbejdsliv som leder af et kultur og fritidscenter for seniorer i Aarhus.

Mit arbejdsliv har været rigt, givende, udfordrende og udviklende. Mit igangsættergen blev aktiveret. I samarbejde med gode kolleger skabte vi et sted, som gav mig følelsen af, at mit arbejde var min legeplads.

Da jeg fyldte 60 år valgte jeg at sige mit job op. Forskellige stress symptomer gav mig et wake up call.

bog pensel hånd kunstmaler
Lise er autodidakt kunstmaler

En kunstdrøm in spe

Hvordan fik du ideen til at forfølge din kunstdrøm?

I forbindelse med mit arbejde var jeg i tæt kontakt med seniorer, der havde forladt arbejdsmarkedet. Jeg blev vidne til, hvor forskelligt den nye livsfase blev mestret. De fleste greb muligheden for at kaste sig ud i nye projekter, skabe nye venskaber, tilegne sig nye færdigheder – i det hele taget at se verden fra nye perspektiver.

Det virkede enormt inspirerende på mig og jeg lovede mig selv, at jeg ville gå ind i mit seniorliv med nysgerrighed og åbenhed og mod på at træde nye veje.

 Jeg besluttede mig desuden for, at mit seniorliv også skulle indeholde en vis grad af forpligtigelser. Både min mand og jeg var enige om, at vores seniorlivsfase skulle være en form pay back time. Vi ville engagere os i meningsfuldt frivilligt arbejde.

Den første tid efter arbejdsophør betragtede jeg som et fjumreår. Jeg prøvede forskellige frivillige scenarier, inden jeg fandt min plads.

Igennem mit arbejdsliv mødte jeg en del seniorer, som havde kastet sig over akrylmaling. Specielt en kvinde blev min inspirator og mentor. Hun vækkede en ny kreativ side i mig og jeg begyndte, så meget mit travle arbejdsliv tillod, at male og dygtiggøre mig udi kunsten.

Da jeg valgte at sige mit job op, blev det aktuelt at gå all in med maleriet. Når jeg ikke længere havde min arbejdsidentitet, måtte jeg skabe en ny.

kvindelig maler hund staffeli malerier
Der lægges sidste hånd på værket

Hvad har været den største udfordring ved det?

En ting er at male for sig selv. Noget andet at skulle vise det frem for andre. Da jeg tog beslutningen om at se, hvor min maleinteresse kunne føre hen, stod det hurtig klart, at det handler om meget mere end at male. Der er både følelser og forretning på spil.

Det er grænseoverskridende at udstille sine billeder. Det er som at udstille en del af sig selv.

Og hvordan får man præsenteret sin kunst?

Det er hårdt arbejde at komme ud over atelieret, så at sige. Der skal laves udstillingsaftaler, PR på alle platforme, skabes samarbejder, opdyrkes netværk og ikke mindst er det nødvendigt til stadighed at udvikle og dygtiggøre sig.

”At skabe er at leve to gange” – ordene er sagt af Albert Camus

Når jeg maler, føler jeg for alvor, at jeg lever. Mine malerier er non figurative. Bygget op lag på lag. Det kan føles som hårdt arbejde at male. Måske ser det for beskueren nemt ud. Alle kan vel lave et abstrakt maleri. Sådan oplever jeg det ikke. Hele følelsesregistret bliver aktiveret. Optimisme, håb, frustration, opgivelse, afmagt, begejstring, selvforglemmelse, flow.

Det er netop oplevelsen af flow, der er drivkraften. Det betyder noget for mig, hvis mine malerier lander et sted, hvor de vækker glæde, nysgerrighed, måske refleksion og fortolkning hos beskueren.

Har du nogle gode råd til andre, der drømmer om at forfølge en drøm?

Gør det. Ganske enkelt, gør det. Gå med din drøm. Hvad er det værste, der kan ske. Måske holder drømmen ikke. Men så har du prøvet. Værre er det, hvis du siger: Hvorfor gjorde jeg det ikke. Nu er det for sent.

Vil du læse om en anden i min bekendtskabskreds, der gik med sin drøm, så læg mit indlæg om Tina, der gik med sin drøm at blive selvstændig zoneterapeut.

Hvad byder fremtiden på?

Hvor ser du dig selv om 5 – 10 år?

Under Corona pandemien oplevede jeg en maleblokering. Min motivation for at male forsvandt. Jeg var usikker på, om jeg kunne genfinde evner og motivation. I den periode indstillede jeg mig på, at det var et overstået kapitel. I stedet kastede jeg mig over at lave en coffie tablebook om min kunst og mine tanker og overvejelser bag.

ØJEBLIKKE af Indtryk og Udtryk, som bogen hedder, er min hyldest til livet, naturen, skaberværket og kreativiteten. Det forunderlige skete, at jeg igen fik lyst til at gå i atelieret og male.

Om jeg stadig er maler om 5 – 10 år er total uforudsigeligt. Som person er jeg altid i bevægelse – i mere billedlig betydning. Jeg har behov for at være skabende, men det kan man være på mange måder. Måske maler jeg, måske skiftes lærred og pensler ud med tastaturet. At skrive er at male med ord.

Under alle omstændigheder betragter jeg mit seniorliv som en livsfase med mange muligheder, som jeg fortsat vil være åben for og nysgerrig efter at udforske.

sort bræddevæg maleri skilt
Der er åbent i ateliet

Du kan se Lises sommerudstilling i

Kunstbygningen Filosoffen, Filosofangen 30, 5000 Odense C

fra d. 1. til d. 13. august. Alle dage kl. 11-17.

Der er gratis entre.

Fernisering tirsdag d. 1. august fra kl. 17-19.

Har du styr på dit humør?

Farvelæg dit humør

Nogle dage er gode og andre er ikke. Vi tracker vores skridt, søvn, hjerterytme og fysiske udfoldelser, men har du egentlig styr på dit humør?

Med en humørtracker kan du få et overblik over dit humør og finde et mønster i hvornår du f.eks. er glad, ked af det, eftertænksom eller stresset.

Udfyld formlen herunder og få adgang til min humørtracker, der hjælper dig med at blive mere bevidst om dit humør og hvad der påvirker det.

Når du modtager min humørtracker, tilmelder du dig samtidig mit nyhedsbrev The Harbour Girl Inside Look og accepterer, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.